Bjerrum Beukel Snedkeri er et snedkeri af Max Beukel og Albert Nord Bjerrum med værksted 25 minutters kørsel nord for København. Vi bestræber os på at løse enhver opgave, der har med finere møbelsnedkeri og inventar at gøre, så går du og drømmer om alt fra et snedkerkøkken til fritstående møbler af enhver karakter, er dette det rette sted for dig.

Efter års erfaring i servicebrancen, henholdsvis som Michelin-kok for Max og arbejde med vin og spiritus for Albert - påbegyndte vi begge vores snedkermæssige uddannelse på Nørrebro i København. Herefter varede det ikke længe, før vores interesse for håndværket, for kompromisløs tilgang og evne til fordybelse skabte et både fagligt og venskabeligt bånd, som siden kun er blevet stærkere og mere komplet. Under uddannelsen fulgtes vi stort set ad hele vejen og det hele kulminerede med to færdiguddannede møbelsnedkere, udmærket med en sølvmedalje hver.

Vores uddannelse blev bl.a. beriget af, at snedkeren Søren Risvang for størsteparten stod for vores faglige opdragelse. Da han stod over for at skulle finde et nyt sted at bedrive snedkerforretning, besluttede vi i fællesskab, at etablere et værksted sammen. Det resulterede i vores lille snedkeri i Vassingerød hvor vi i to firmaer - Søren Risvang Snedkeri og Bjerrum Beukel Snedkeri - driver snedkervirksomhed af højeste kvalitet.

At drive selvstændig snedkervirksomhed var en tanke der plantede sig allerede tidligt i vores uddannelsesforløb. Vi havde en trang til selv at definere rammerne for vores arbejde, både med hensyn til kvalitet, kompromisløshed og tid.

Hos Bjerrum Beukel Snedkeri laver vi alt fra stort til småt i træ (og lidt til). Vi ynder at udvikle og producere møbler og inventar, hvor vi altid prøver at finde de bedst mulige løsninger ud fra vores faglighed kombineret med vores kunders drømme. Vores arbejde er funderet i det traditionsrige fag, men med fuld åbenhed over for ikke-udforskede løsninger og teknologier. Vi tegner og udvikler løsninger såvel i form af klassiske møbler og snedkerkøkkener som inventar, men samarbejde og produktion for arkitekter og designere udføres også med stor glæde. Alt hvad vi lægger navn til, er fremstillet på vores værksted lidt uden for Farum nord for København. Så vidt muligt bestræber vi os på at benytte materialer og træsorter, der er så bæredygtige som muligt og f.eks. ikke er fragtet over lange afstande for at ende som møbler og inventar hos os, men det er ikke i alle tilfælde, at vi kan opfylde dette ideelle krav.